San Andrés og det centrale højland: Inde i El Hierros tågede tag

Skyerne ruller ind fra siden her. På Meseta de Nisdafe — landbrugsplateauet, der deler El Hierro på midten — rammer alisio-passatvindene højt terræn og tømmer sig, og San Andrés, der ligger i omkring 900 meters højde, tilbringer lange stræk af dagen inde i vejret frem for under det. 237 mennesker bor her. Der er en kirke fra det 16. århundrede, en håndfuld gader, kvægmarker bag lave mure, og udsigt til havet findes ikke i nogen retning. Det er den højest beliggende permanent beboede landsby på øen. Den føles også mindre kanarisk end nordatlantisk, tættere på en bjergby i Galicien end på kysten, der ligger en køretur væk i alle retninger. Tågen er grunden: den forklarer fuldstændigt, hvorfor nogen overhovedet slog sig ned på dette plateau.

Øens tågede tag

San Andrés er først og fremmest kendt for sin højde og derefter for sit vejr, og det er egentlig det samme faktum. Plateauet fanger passatvindenes skyer, når de glider ind fra Atlanten, og holder på dem, så markerne bliver svøbt i tåge i timevis ad gangen. Morgenerne udspiller sig på en af to måder. Nogle dage kommer lyset lavt og rent ind over vådt græs med kvæg stående i det som i et hollandsk maleri; andre dage lukker tågen ned til tredive meter, og vejen op fra Valverde bliver en snigende køretur med forlygterne tændt ved middagstid. Begge dele er det rigtige San Andrés. Ingen af dem er den Kanariske Øer, nogen forsøger at sælge dig i en brochure.

Det klima er grunden til, at landsbyen fungerer som øens base for vandreture og stjernekiggeri frem for som feriebase. Vandregæster kommer for Camino de Jinama, Mirador de Jinama og klatreturen op til Pico de Malpaso. Rejsende, der har tilbragt en brændende hed dag ved havets overflade, kommer herop for en kølig nat på højlandet og det nye i at have brug for en sweater på De Kanariske Øer. Historieinteresserede kommer for Garoé, en kort gåtur fra de sidste huse, hvor El Hierros historie fra før erobringen viser sig at være en historie om kondens. Astronomer kommer, fordi området ved Malpaso næsten ikke har nogen lysforurening.

Vær ærlig om bagsiden. Der er ingen strand lige uden for døren; kysten ligger en køretur væk i alle retninger. Uden lejebil er du prisgivet en køreplan med fem eller seks busser om dagen. Og intet i landsbyen holder åbent efter tidlig aften — hvis din forestilling om en aften i byen indebærer en bar nummer to, vil San Andrés skuffe dig hurtigt og for altid.

Tre køkkener på Calle Jarera

At spise i San Andrés betyder én kort gade. Calle Jarera rummer reelt alle landsbyens restauranter, og de gør alle det samme ærlige: herreño-husmandskost til priser langt under kystferiebyerne, hvor et helt måltid lander på omkring €10–15. Menuens ordforråd er værd at lære, inden du sætter dig. Garbanzada, kikærtestuvningen med svinekød, som er plateauets svar på alt i koldt vejr. Carne fiesta, marineret svinekød, der derefter steges. Og ost i flere former, end du ville forvente.

Casa Goyo er den mest kendte restaurant på gaden og den, du bør planlægge din appetit efter. Dens signatur er grillet lokal ost med honning og blåbærsyltetøj — salt, røg og sødme, der ankommer på samme tid — serveret sammen med croquetas og ordentligt tilberedt carne fiesta. Der bliver travlt i weekenderne, så en ventetid på et bord er ikke usædvanlig. Det er heller ikke nogen katastrofe, når man tænker på, hvor du står.

Et par døre længere henne ligger Mesón Jarera, et grill- og barbecuehus, som stamgæsterne — stille, loyalt og ofte — vil fortælle dig er den bedste af de to. Argumentet handler om værdi og stegeskorpe: kød, der kommer af ilden med en rigtig skorpe, til priser som lokale peger på som bevis for, at De Kanariske Øer ikke bare bliver dyrere. Begge synspunkter er forsvarlige. Spis på begge to på to aftener i træk og afgør det selv.

Den tredje er den mest traditionelle og for nogle rejsende den mest interessante. Bar Restaurante La Igualdad er en enkel, familiedrevet spisesal med en menu, der læser som en fortegnelse over øens gamle køkken: kikærtestuvninger, blæksprutte i eddikedressing, stegt ost, ostebouillon og fyldt kyllingebryst, som er en specialitet fra San Andrés frem for en generisk ret. Ingen dikkedarer, ingen indrømmelser, åbent alle syv dage.

Efter mørkets frembrud: middag, så himlen

Her er den ærlige ramme om nattelivet heroppe. Middagen er aftenens udgang. La Igualdads spisesal, der har åbent alle ugens syv dage, er det tætteste, San Andrés kommer på et sent sted, og sent betyder tidlig aften; der er ingen barer åbne derefter. Kommer du med andre forventninger, er din eneste mulighed at køre ned til Valverde igen, og på en tåget nat er det ikke en køretur, du vil nyde to gange.

Bliv i stedet, og kig op. Kompensationen her ligger over dit hoved. Kør et stykke mod syd på højlandsvejen, og himlen gør det arbejde, en bar ville gøre andre steder: dette er Starlight-land, med næsten nul lysforurening i hele Malpaso-området, og på en klar nat i højderne fremstår Mælkevejen som en struktur frem for en klat. Tag sweateren med. I 900 meters højde bliver det rigtig koldt, når først skyerne letter.

Plateauet, udsigtspunkterne og himlen

Dette er vandretur- og udsigtsterræn frem for sightseeing-i-bil-terræn, selv om vejene er gode nok til en langsom, naturskøn køretur, hvis vandring ikke står på programmet.

Begynd med Árbol Garoé, fordi det forklarer alt det andet. Garoé er et til-træ, hvis tætte blade kammer vand ud af den tåge, der så ofte dækker Nisdafe-plateauet, og kondenserer det til drikbare dråber, og bimbacherne — El Hierros befolkning før erobringen — var afhængige af det som vandkilde. Det oprindelige træ faldt i en storm i 1610; det, du besøger nu, er en genplantning på det hellige sted, med et lille formidlingscenter og en let sti på 500 meter fra parkeringspladsen. Tag derhen i tåge, hvis dagen byder det. At se mekanismen arbejde er bedre end at læse om den.

Den ikoniske vandretur er Camino de Jinama, afmærket PR-8: omkring 8 km historisk sti, der forlader plateauet og falder ned over dets kant, snoer sig ned gennem laurisilva — den dryppende, mosklædte laurbærskov, som tågen nærer — og forbi Ermita de la Caridad. Det er øens mest kendte rute, og den har et mål med virkelig dramatik. Ved Mirador de Jinama, 1.230 meter oppe, slutter klippen ganske enkelt, og du kigger direkte ned i banan- og ananasterrasserne i La Frontera, der breder sig ud over El Golfo-dalen som et kort over sig selv.

Så er der øens tag. Pico de Malpaso, 1.501 meter høj, nås ad højlandsvejen, der løber sydpå fra landsbyen, og på en klar dag giver den dig tre nabøer siddende på horisonten. Den fungerer også som stedet for stjernekiggeri: den samme højde og mørke, som gør det til et Starlight-sted efter midnat, gør det til øens enkeltvis bedste panorama ved middagstid.

Ost, ikke souvenirs

Kom ikke til San Andrés for at shoppe. Der er ingen shoppinggade, ingen række af souvenirbutikker, intet, der ligner detailhandel som fritidsaktivitet. Det, der er, er bedre: Central Quesera El Herreño, øens landbrugskooperative mejeri, grundlagt i 1972 og omdannet til selskab i 1981, med hjemme netop her i landsbyen. Queso herreño bliver røget over figenkaktusstængler, figenved og tør soløje — en ingrediensliste, der præcist fortæller dig, hvilke planter der gror på denne ø — og den lagrede version har vundet guld ved konkurrencer. Hvis du tager én ting med hjem fra El Hierro, så tag denne. Hvis du hellere vil smage, før du beslutter dig, så bestil den grillede ost på Casa Goyo først; forsyningskæden er omkring fire hundrede meter lang.

Hvor du kan bo i San Andrés og det centrale højland

San Andrés har ingen hoteller i sædvanlig forstand. Det, der er, er en lille klynge casas rurales — traditionelle stengårde omdannet til udlejning af hele huset, for det meste langs med eller lige ved Calle Jarera — fra omkring €16–20 per person per nat, hvilket gør dette til et af de billigste steder at sove på De Kanariske Øer, punktum. Tykke mure, kølige værelser og en landsby, der bliver stille på et seriøst tidspunkt.

Argumentet for at basere sig heroppe er geografien. Du er midt på øen, nogenlunde lige langt fra alt, med vandrestier tæt på og en nattemperatur, der føles som en nådegave efter en dag ved kysten. Argumentet imod er lige så klart: du skal køre til havet, du skal køre for at få restaurantvariation ud over tre køkkener, og du vil have brug for bilen uanset. Vej det op imod det, du egentlig kom for.

Sådan kommer du rundt: du har brug for en bil, eller tålmodighed

El Hierro Lufthavn (VDE) ligger ved kysten nær Valverde, omkring 10–15 minutter i bil fra hovedstaden, med endnu en stigning op til plateauet derefter — afsæt 25–30 minutter fra dør til dør. Kommer du med skib, ligger Puerto de La Estaca omkring 15–20 minutter fra Valverde på østkysten, hvilket gør San Andrés omkring 30–40 minutter fra båden.

Offentlig transport findes, og den er oprigtigt nyttig til ét bestemt formål: TransHierros Línea 2 kører op gennem Tiñor til landsbyen fem eller seks gange om dagen, hvilket er fint til en tur ind til Valverde. Den hjælper slet ikke med at nå Jinama-ruten eller Malpaso-vejen efter dit eget skema, og det er netop grunden til, at de fleste kommer hertil. Lej en bil.

Et par ord om kørslen, for den er den eneste reelle fare i et ellers meget sikkert og meget landligt sted. Kriminalitet er ikke risikoen her; vejr og vejens geometri er. Tåge kan skære sigtbarheden ned til næsten intet med kort varsel, klippevejene er smalle, og forholdene i højderne bliver kolde og våde, mens kysten stadig går i skjorteærmer. Kør langsomt, brug lyset i tusmørket, og hav en jakke i bagagerummet, selv om du forlod havets overflade i en T-shirt.