Sabinosa og La Dehesa, El Hierro: En landsby ved kanten af det gamle kort

I to et halvt århundrede begyndte verdens kort ved en skrænt på El Hierros vestlige skulder. I 1634 fastsatte Frankrig under Ludvig XIII og kardinal Richelieu sin nulmeridian ved det vestligste punkt af De Kanariske Øer, og den linje, den trak, gik lige gennem det forbjerg, hvor Faro de Orchilla står i dag. Greenwich overtog titlen i 1884. Skrænten blev præcis, hvor den var. Over den breder La Dehesa sig, en vindpresset højslette af enebær og gammel lava; ovenover, foldet ind i skrænten ved toppen af Valle del Golfo, ligger Sabinosa — færre end 400 mennesker, stræder så stejle og smalle, at man kun kan gå i dem, og en vind, der næsten aldrig løjer af.

Den gamle verdens kort ender her

Sabinosa kalder sig selv den mest isolerede landsby på El Hierro, og på en ø, der i forvejen behandles som Spaniens bagefter-tanke, siger det noget. Den har gjort sig fortjent til det. Husene er af sten med tegltage, stablet op ad skrænten på en måde, der får stræderne til at føles som trappeopgange med himmel, og Atlanten kommer ind over landets kant næsten uden afbrydelse. Du mærker vinden, før du lægger mærke til noget andet, og når du først har mærket den, forstår du landskabet: enebærene deroppe på sleten voksede krogede, fordi det er den vind, de er blevet presset af, hver dag, i århundreder.

Meridianen er det, folk kommer for, selv om de fleste kun halvt kender historien. Før transatlantiske flyvninger gjorde Atlanten til en korridor snarere end en mur, var dette virkelig stedet, hvor den europæiske kartografi løb tør for vished — det sidste faste punkt før det blanke. Fyrtårnet, der markerer det, blev bygget i 1933, lavt og hvidt på den sorte klippe, med intet vest for sig andet end vand hele vejen til Amerika. Det regnes blandt de bedste solnedgangssteder i Spanien, og den vurdering er fortjent af en grund, der intet har med bygningen at gøre: der er simpelthen intet i vejen.

Det, Sabinosa og La Dehesa ikke er, er et rejsemål, der bøjer sig for den besøgende. Der er ingen promenade, ingen café-række, ingen aften at slentre ind i. Stilheden her er strukturel, ikke sæsonbestemt. Det gør stedet storslået for nogle rejsende og virkelig frustrerende for andre, og det er værd at afgøre, hvilken type du er, før du booker.

Én restaurant, og øens vestligste vin

Sabinosa har præcis én restaurant, og ærlighed klæder dig bedre end begejstring her. El Pozo de la Salud ligger på kystvejen, knyttet til kurbadet med samme navn, og den lever eller dør på, hvad dagens både lander. Anmeldelser er blandede, når det gælder service og ensartethed — nogle aftener summer den, andre aftener gør den tydeligt ikke — men når fisken er rigtig, er den grunden til, at du kørte 35 kilometer vestpå. Bestil det, de lokale bestiller: peto, den mørkkødede wahoo, der kommer fast og svagt røget af planchaen, eller cabrillas, den lille klippebevoksende comber, der er ren sød flage og sprød skind. Spørg, hvad der kom ind i morges, i stedet for at gribe efter menukortet. Svaret er menukortet.

Den anden halvdel af at spise og drikke ude her er slet ikke et lokale, sådan som byer mener det ord. Det er vin. Terrasserne i Valle del Golfo er vulkanske, stejle og besværlige at dyrke, og Bodegas Quintero er den familiedrevne virksomhed, der bliver ved med at gøre det — de tapper under etiketterne Quintero, Simancas og Valle de Naos af malvasía- og listán-druer, alt sammen inden for D.O. El Hierro. Det er en af de vestligste vinlandsbyer i Spanien, et faktum, der lyder som en sjov detalje, indtil du smager, hvad vinden og asken gør ved en malvasía: saltagtig, en smule stram, slet ikke som den bløde, tropiske ting, fastlandet indimellem sælger under samme druenavn.

Priserne er over hele linjen lave efter kanariske standarder. Det er mindre et fund end en konsekvens — der er næsten ingen konkurrence til at presse dem op, og næsten ingen valgmuligheder heller. Fyld bilen op i Tigaday eller Los Llanillos, før du kører op, især hvis du selv laver mad. En søndag aften i Sabinosa er en pose dagligvarer mere værd end en reservation.

Enebærskove, en død meridian og øens vildeste strand

Sabinosas egentlige trækplaster er alt det omkring den, og det bedste af det begynder til fods. Stien, der klatrer fra La Dehesa-kapellet op til Sabinosa-udsigtspunktet, er den nemmeste ærlige vej ind i El Sabinar, enebærskoven, der stille og roligt er blevet El Hierros vartegn — hvert træ vredet i en forskellig stilling af den samme herskende vind, nogle næsten helt flade, nogle snoet som en korketrækker, alle sammen holdende fast. Fotografier af El Sabinar findes overalt på øen; at stå i den er en helt anden oplevelse, fordi du hører den. Vinden i de lave grene er et konstant, tørt sus, og Valle del Golfo falder bort neden under dig, mens det sker.

Fortsætter du, fører samme rute ind i naturreservatet Mencáfete, hvor karakteren skifter helt: laurbærskov, fugtig, grøn, mosdækket, Atlanterhavets skyer fanget og vredet tørre af bjergryggen. Det er den bedste påmindelse om, at El Hierro ikke er ét landskab, men flere stablet inden for få hundrede højdemeter.

Nede ved kysten er Playa del Verodal øens største strand og uden tvivl den mærkeligste at se på — en lang bue af sand i en rød-sort tone, du ikke har set på en strand før, farvet som rust og basalt, der strides. Tag derhen. Fotografer den. Bad ikke. Atlanterhavsdyndet og strømmene her har fanget folk, der burde have vidst bedre, og den fornuftige tilgang er at behandle Verodal som et udsigtspunkt, der tilfældigvis består af sand.

På selve La Dehesa-sletten står Santuario de Nuestra Señora de los Reyes, øens helligdom og det åndelige centrum i et sted med næsten ingen befolkning. Hvert fjerde år bliver den udgangspunktet for Bajada, den pilgrimsgang, der bærer øens skytshelgen gennem El Hierro — og i årene imellem ligger den alene på sleten med vinden, der slider på den, og det er efter min mening den mere rørende måde at møde den på.

Tim Faro de Orchilla efter det sidste lys, og du forstår, hvorfor folk kører derned. Der er ingen infrastruktur, ingen billet, ingen informationsplade, der er navnet værd — blot et fungerende fyrtårn, en skrænt og solen, der går i vandet på det sted, hvor kortene plejede at høre op.

Vin, og ikke meget andet

Der er ingen shoppinggade i Sabinosa, og at foregive andet ville være en bjørnetjeneste. Det her er en vinlandsby, ikke en markedsby, og det er faktisk hele historien. Det, der går for detailhandel, er at købe direkte: Bodegas Quintero og de få andre små familievinerier spredt rundt i landsbyen sælger dig flasker efter aftale, selv om "efter aftale" gør et rigtigt stykke arbejde i den sætning — ring i forvejen, duk op på et civiliseret tidspunkt, og accepter, at nogen måske er ude på terrasserne i stedet for bag en disk. Det er en bedre souvenir end noget, en gavebutik kunne sælge dig, og etiketterne Valle de Naos og Simancas rejser godt med hjem.

Hvor du kan bo i Sabinosa og La Dehesa

Sabinosa og La Dehesa er ikke indrettet som hotelbase i sædvanlig forstand. Der er ingen række af muligheder at veje mod hinanden, hvilket betyder, at det, du booker, stort set afgør, hvilken slags rejse du får. Balneario Pozo de la Salud, der drives af øens råd nede ved Sabinosakysten, er det oplagte valg, hvis mineralvandet er en del af tiltrækningen — og efter en lang dag på El Sabinar- og Mencáfete-stierne, med vinden stadig susende i ørerne, er et bad ikke nogen frivol idé. At bo herude giver dig også de to timer, der betyder mest: solnedgang ved Orchilla og turen tilbage til en seng, der ikke er 35 kilometer væk.

Alternativet er pragmatisk. Slå dig ned i Frontera eller Valverde, hvor der er restauranter at vælge imellem og en antydning af aftenliv, og kør ud til La Dehesa på heldagsudflugter. Ingen vil sige, at det er det forkerte valg. Men du vil gå glip af det, Sabinosa gør bedre end noget andet sted på El Hierro, nemlig mørke og stilhed på samme tid.

Sådan kommer du rundt i Sabinosa og La Dehesa

R12 er den eneste offentlige transport, der for alvor når Sabinosa, og den kører en kort rute mellem La Frontera/Tigaday, Los Llanillos, landsbyen og Pozo de la Salud-kurbadet — cirka syv afgange på hverdage, fem i weekender, mellem omkring kl. 6.30 og 22. Det dækker landsbyen og kurbadet og intet andet. Fyrtårnet, helligdommen og Verodal ligger uden for rækkevidde. Ankommer du uden bil, er du ankommet til en landsby og ikke til en region.

Så: lej en bil. Flyv ind med Binter Canarias eller Canaryfly til El Hierro Lufthavn, 40 minutter fra Tenerife Nord eller 55 fra Gran Canaria, eller tag færgen med Naviera Armas, og kør derefter de 35 kilometer vestpå. Kriminalitet er reelt ikke et tema her. Vejen er risikoen. Ruten ind mod La Dehesa er smal med styrtdyb afgrund og meget lidt margin for fejl, så tag hårnålene langsomt, brug hornet i blinde sving, som de lokale gør, og forsøg ikke nedstigningen mod Orchilla i mørke, hvis du kan undgå det. Kør endelig ned efter solnedgangen — bare sørg for nok lys til at komme op igen.