El Pinar og syden, El Hierro: Der, hvor fyrreskoven løber ud af øen

Ved Faro de Orchilla holder asfalten op, den vulkanske klippe fortsætter et par hundrede meter, og så stopper den bare. Ingen klippesti, ingen udsigtsplatform, ingen næste ting — en stenmole, et fyrtårn og det åbne Atlanterhav, der bevæger sig mod vest i meget lang tid. Korttegnere lagde engang nulmeridianen gennem dette sted, hvilket gør det til et underligt sted at stå: den gamle grænse for den opmålte verden, nu tilgængelig med lejebil, mens solen går ned i vand, hvor der slet ikke er noget som helst.

Dette er den sydlige tredjedel af El Hierro, og det er den stille ende af en ø, der allerede er den støjeste i De Kanariske Øer. El Pinar og syd er et bælte af kanariefyr, der løber nedad mod La Restinga, en fungerende fiskerihavn, der tilfældigvis ligger ved siden af et af Spaniens bedste dykkersteder. Der er ingen promenade. Der er ingen strip. Der er vejr, klipper, fyrretræer, geder og fisk — og en kort liste af steder, der hver især gør én ting ordentligt, hvilket er en anden form for rigdom.

Fyrreridge, så stopper havet brat

El Pinar er den nyeste af El Hierros tre kommuner, udskilt i 2007 fra den sydlige tredjedel af øen, og den fremstår stadig som to forskellige steder syet sammen snarere end én by med et centrum. Oppe på højen dækker et bælte af kanariefyr og snoet sabina — fønikisk enebær, bøjet i former af årtiers passatvind — det høje terræn omkring Taibique og Las Casas, de to landsbyer, der udgør selve El Pinar. Højden gør noget nyttigt: skoven forbliver kølig nok til, at augustgæster, der ankommer fra den bagte kyst, opdager, at de skal have en ekstra trøje frem ved skumringstid. Trærog, harpiks, kold sten, terrasserede jordlodder, hunde, der gør én gang og derefter mister interessen.

Så tipper landet mod syd og bliver ved med at tippe. Fyrretræerne tyndes ud, farven forsvinder fra jorden og bliver til sorte og rustrøde nuancer, og vejen falder ned mod La Restinga, flad og lav og hvid ved øens sydspids. Havnen er hele grunden til, at landsbyen findes — både, is, net, en havnemur, og bag den Mar de las Calmas, roens hav, et marinereservat, hvis navn er et rimeligt ærligt stykke reklame.

Det er værd at være ligefrem om, hvem dette passer til, for El Pinar foregiver ikke andet. Det er for certificerede dykkere og folk, der vil lære det, trukket hertil af reservatet. Det er for vandrere, der godt kan lide tanken om fyrreskov, vulkansk kyst og en enebærlund inden for kort køreafstand af hinanden. Og det er for rejsende, der allerede synes, El Hierro er stille, og gerne vil have den stille hjørne af det. Det er absolut ikke for nogen uden lejebil — seværdighederne ligger spredt og betjenes dårligt af busser — og ikke for nogen, der håber på natteliv, shopping eller meget at vælge imellem på restauranterne efter mørkets frembrud.

Træfyret pizza inde i landet, dagens fangst i havnen

Maden her deler sig rent efter højde, og opdelingen er skarpere, end de cirka tyve minutters kørsel mellem de to ender antyder.

Opppe i landsbyen har Las Vetas været den reservationskrævende pizzeria i årevis, og omdømmet er lokalt snarere end importeret: en brændefyret ovn, der frembringer en Margherita, som folk på denne ø vil rangere højere end nogen anden på øen, og derefter tiramisu og gelato til at slutte af med. Dukker du op i en weekend uden at have bestilt, bør du forvente det undskyldende skulderryk. Bestiller du, får du det, El Pinar gør bedst — et lille lokale, en varm ovn og slet ingen fornemmelse af, at nogen optræder for gæsterne.

Nede ved havnen skifter registeret fuldstændigt, og menukortene begynder at afhænge af, hvad der kom i land fra bådene den morgen. Restaurante Casa Juan ligger lige ved La Restingas havn med en nautisk indrettet spisestue — den slags interiør, der ville virke kitschet tre hundrede kilometer væk og her blot virker enkelt og præcist, givet fiskerflåden uden for vinduet. Fisken købes fra dagens både, hvilket både er salgstalen og grunden til, at du spørger, hvad der er, i stedet for at læse ned ad en liste.

Et par døre længere nede ad samme havnepromenade har El Refugio været familieejet siden 1988 og går et skridt videre: det har sin egen fiskerbåd. Det viser sig på tallerkenen som skaldyrspaella og hvad end planchaen håndterer den dag, grillet hårdt og hurtigt og serveret uden ceremonier. Priserne i hele syd er billige efter kanariske standarder — det er landlige casas og fiskemiddage ved havnen, ikke resorteringspriser, og ingen tager en udsigtsskat for havnemuren.

Hvad angår at gå ud: det findes ikke, og det ville være uærligt at pynte på den mangel. Køkkenerne lukker tidligt, landsbyerne går i sort, og kompensationen er over hovedet — på en klar nat oppe i fyrreskoven gør himlen det arbejde, som et barområde gør andre steder. Har du brug for en sen drink og folk omkring dig, skal du til den anden ende af øen, eller en anden ø.

Dyk i De Kanariske Øers roligste vand, eller gå til der, hvor kortene plejede at slutte

Én advarsel, for navnet indbyder til selvtilfredshed: havet uden for reservatets læ er ikke så roligt, som Mar de las Calmas antyder. Inden for er du i en lomme af enestående forhold. Uden for er du i det åbne Atlanterhav, og det opfører sig derefter.

For svømning snarere end dykning går de lokale til Tacorón — beskyttede naturlige klippebassiner langs den sydlige kyst med picnicborde tilbagetrukket fra vandet og en skyggehule til de timer, hvor solen er urimelig. Det er den slags sted, hvor en familie dukker op ved middagstid med en køletaske og stadig er der klokken syv.

Kystvejen mod vest fører dig ud til Faro de Orchilla. Tag afsted i den sidste time med lys. Fyrtårnet, stenmolen, klippen, der bare ender, og Atlanterhavet, der tager solen — det er det enkeltstående mest mindeværdige i syd, og det koster ikke andet end benzin og viljen til at køre tilbage i mørke.

Tilbage oppe i træerne er Hoya del Morcillo øens eneste officielle campingplads og det oplagte udgangspunkt, hvis du kom for at vandre: stier gennem fyrreskoven, der fører ud mod El Sabinar, hvor sabina-træerne er blevet vindpisket til de former, der ender på hvert eneste postkort af El Hierro. Du kan være under fyrretræer om morgenen og på sort vulkansk kyst sidst på eftermiddagen uden nogensinde at køre mere end en halv time.

En praktisk note, der betyder mere her end næsten noget andet sted: kystvejen ud mod Orchilla og El Julan er uoplyst og stedvis smal. Kør den første tur i dagslys, og hav en lommelygte i handskerummet.

Gedemælk, lavet hvor gederne er

Der er ingen shoppinggade i El Pinar, og at opfinde en ville være en bjørnetjeneste — dette er en fiskeri- og landbrugskommune, ikke en boutique-by. Den ene ting, der virkelig er værd at tage med hjem, er osten. Quesería Campos Viejos oppe i El Pinar er et lille mejeri i drift, der malker sin egen gedeflok og forvandler mælken til queso herreño på stedet, hvilket vil sige, at afstanden mellem dyret og osten i din taske måles i meter. Køb mere, end du tror, du har brug for; den overlever ikke færgeturen.

Hvor du kan bo i El Pinar og sydpå

At bo heroppe er en ligetil byttehandel: du giver afkald på restaurantudvalg og natteliv — der er stort set intet af nogen af delene — og til gengæld får du ro, skovluft og et forspring til øens bedste dykning og vandring. For mange er det en nem aftale.

Hotel Lua Boutique på Travesía del Pino i Taibique er områdets fremtrædende sted og det oplagte førstevalg: lille, familieejet og med en tagterrassesolarium, som er præcis det rigtige sted at sidde med en flaske af noget efter en dag med fyrrestier og saltvand. Omkring det klarer de landlige casas spredt i El Pinar og Las Casas resten af efterspørgslen, og de placerer dig tættest på både Mar de las Calmas og Orchilla-kysten. Den ærlige modvægt er afstanden — Valverdes butikker og færgehavnen ligger begge 30 til 45 minutter væk.

Busserne kører sjældent — de fleste lejer en bil

El Pinar har ingen by at være central i. Det er tre landsbyer og en havn på rad langs én vej, og øens busnet — guaguerne, drevet af Transhierro — forbinder dem efter en køreplan lavet til pendlere snarere end turister. Linje 2 kører Valverde til El Pinar seks gange om dagen, og der er flere daglige afgange mellem El Pinar og La Restinga, så med tålmodighed og planlægning kan du bevæge dig mellem de beboede punkter.

Det, du ikke kan nå, er det gode. Tacorón, Faro de Orchilla og El Julan er slet ikke på nogen busrute, og taxier er sjældne, når du er uden for de to landsbyer. Lej en bil i lufthavnen, og hele syd åbner sig: der er 15 til 20 minutter ned til La Restinga og 30 til 40 minutter op til El Pinar. Fly kommer mest via Tenerife, og færgen fra Tenerife lægger til ved øens havn på den anden side, også 30 til 45 minutter væk.

Området er meget sikkert; risiciene er logistiske snarere end menneskelige. Tank op, kør langsomt på den smalle kystvej, og giv dig selv den ekstra dag. El Pinar belønner ikke hastværk — det er mere eller mindre hele dets argument.